Vil hænge Linse Kessler og andre kendte op i lygtepælene

Hvis byrådet siger ja, kan Linse Kessler komme op og hænge i lygepælene her i kommunen. Foto: S. Juhl.

Hvis byrådet siger ja, kan Linse Kessler komme op og hænge i lygepælene her i kommunen. Foto: S. Juhl.

Den private virksomhed Huset Zorning vil sætte plakater med bl.a. Linse Kessler og Peter Mygind, Poul Krebs og Sara Blædel op i lygtepælene i forbindelse med det forestående kommunalvalg – og det skal byrådet nu stemme for eller imod.

Huset Zorning har i den seneste tid været meget i medierne med kampagnen “Stemmer på kanten”, der skal få socialt udsatte til at stemme ved kommunalvalget.

Virksomhedens kampagne er bl.a. støttet af Socialministeriet, og DR 2 følger kampagnen i en serie på otte programmer op til kommunalvalget den 19. november.

Og det er netop plakater fra “Stemmer på kanten” med opfordringer til socialt udsatte om at stemme, som virksomheden gerne vil have lov til at sætte op i lygtepælene. Men fordi der ikke er tale om et politisk parti, så må de ikke uden videre hænges op – og derfor har Huset Zorning søgt samtlige kommunalbestyrelser i landet – også Holbæks – om tilladelse til at hænge plakater op.

Det betyder, at plakaterne ikke frit kan hænges op fra den fjerde lørdag før valget, som de politiske partier ellers kan. Ophængning kræver tilladelse fra kommunen som vejmyndighed og fra SEAS-NVE som ejer af masterne.

Hvis byrådet giver virksomheden lov til at hænge plakater op, kan de f.eks. ske på samme vilkår, som gælder for de politiske partier.

Byrådet tager stilling til virksomhedens ansøgning på sit møde onsdag d. 23. oktober.

En kommentar

  • Avatar Lars O.

    Linse Kessler har siddet i spjældet i syv år for blandt andet flere voldelige overfald som et knivoverfald på en kvinde og overfald på en p-vagt, hashsmugling og ulovlig våbenbessidelse. Jeg vil helst ikke se hende eller andre dybt kriminelle på plakater i lygtepælene.

Leave a Reply