27. april 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Henrik Mosbæk skriver den 12/9 at lovene om tilbudsindhentning må ændres, så vi i langt højere grad kan udbyde arbejdsopgaver til lokale firmaer – og dermed sikre lokale arbejd og praktikpladser.

Ja Henrik, lad os presse på over for vores ”moderpartier” på Christiansborg, så vi kan få Danmark frigjort af de snærende EU bindinger i forhold til regler om offentlig udbud – det er Enhedslisten helt med på.

Men det er jo ikke nok at sende det ønske ind mod Borgen, og så sætte sig til at trille tommelfingre. Det kan vores mange unge der står og mangler lære og praktikpladser jo ikke vente på. – og det kan de arbejdsløse heller ikke.
Det er derfor vigtigt at sikre at der indarbejdes sociale klausuler i forhold til dette i hvert eneste offentlige anlægsarbejde. Skal man udføre et stykke håndværksmæssigt arbejde for vores kommune, så skal man også tage del i det ansvar som samfundet har for at uddanne den kommende generation af håndværkere.

Men i Enhedslisten vil vi gerne gå videre og skaffe flere kommunale arbejdspladser – også inden for de traditionelle håndværksfag.

Der gælder godt nok den hovedregel, at kommuner er afskåret fra alene eller i samarbejde med andre at drive handel, håndværk, industri eller finansiel virksomhed.

Men der er en række undtagelser: kommunen kan producere til eget brug, f.eks. have en planteskole, hvis produkter bruges i kommunale parker, og på kirkegårde. Andre eksempler er et gartneri, som leverer grønsager til brug i kommunale institutioner, en kørselsafdeling, der dækker kommunens kørselsbehov, et autoværksted, der reparerer kommunens køretøjer, og en håndværkerafdeling, som udfører reparationer på kommunens faste ejendomme.

En håndværksafdeling i kommunen der f.eks. producerer skolemøbler kan udføre opgaverne billigere eftersom de ikke skal skabe profit. De kan også vægte sociale værdier ved f.eks. at ansætte socialt udsatte.

Med andre ord, så er der nok at tage fat på for det kommende byråd.

I Enhedslisten er vi klar til at tage fat.

Karen Thestrup Clausen
Spidskandidat for Enhedslisten

1 thought on “Læserbrev: Vi kan producere selv

Comments are closed.