26. april 2024

Holbaekonline.dk har i den seneste tid flere gange været angrebet af hackere. Senest er det sket i dag.

Der er tale om et såkaldt ‘bruteforce-angreb’, hvor computere inficeret med et program forsøger at gætte sig til adgangen til en side ved at sende en masse forslag til brugernavne og passwords. De inficerede computere, som har forsøgt sig hos os står over hele verden. Bl.a. har der været besøg fra Rusland, Sri Lanka, Bulgarien, Iran, Serbien, Ukraine, Indien, Ghana, Thailand, Vietnam, Qatar og USA.

Ved ikke computeren angriber
Men ejerne af de computere, som er blevet brugt i angrebet mod Holbaekonline.dk og andre websites, ved højst sandsynligt ikke, at deres computere er blevet brugt til et hacker-angreb. Det er nemlig ikke noget de selv er aktive deltagere i. Ejerne har ved et tilfælde fået et uønsket program ind på sin computer – en virus – som gør det muligt for virus-udviklerne at overtage computeren, som nu er blevet til det, der populært kaldes en ‘zombie’. Når mange computere således er blevet inficeret med vira, som gør dem til ‘zombier’ har virus-udvikleren et såkaldt ‘bot- net’ (‘bot’ er forkortelse for robot -red.) og dette ‘bot-net’ kan nu sættes til at angribe andre computere på nettet, som f.eks. hjemmesider, netbanker og andre mere livsvigtige computere.

Din PC kan også være en del af et hackerangreb
Det er så godt som umuligt at vide, om ens egen PC er en del af et bot-netværk. Kun ved at have et godt anti-virus program – og hele tiden sørge for, at det er opdateret, han man en god chance for, at ens computer ikke er blevet inficeret og derfor ikke kan fjernstyres af fremmede og bruges til angreb. Derfor er det altså en god idé, at købe et effektivt anti-virus program og huske at opdatere det. Det kan man slippe nemt om ved, hvis man benytter sig af programmets automatiske opdatering. Så vil anti-virus programmet selv tjekke om der er opdateringer, hente dem og installere dem.

En ‘firewall’ er også en god idé. Det er et program som kun tillader programmer adgang til internettet, hvis du giver dem lov.

Det er i det hele taget altid en god idé, at sørge for at ens styresystem, f.eks. Windows og programmer altid er opdaterede.