Kenny Jensby: En stemme på Konservative kan betyde rødt styre

Kenny Jensby (LA) mener, at konservative stemmer kan ende med at give et rødt styre efter kommunalvalget til november. Arkivfoto: Rolf Larsen.
Holbaekonline.dk har spurgt Liberal Alliances spidskandidat Kenny Jensby, hvorfor hans parti ikke er gået i valgforbund med Konservative – læs hans svar her.

I går kom det frem, at Det Konservative Folkeparti har indgået et valgteknisk samarbejde med Det Radikale Venstre. Det er sket efter at Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har snakket om at lave et valgforbund og også havde inviteret Konservative med.

– Konservative ønskede tilsyneladende ikke at være sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvilket kan undre, når Konservative åbenlyst har meldt ud, at de støtter Søren Kjærsgaard som borgmester, siger Kenny Jensby og fortsætter:

– Ved at gå i valgforbund med De Radikale risikerer konservative vælgere, at deres kryds går til en anden borgmester, end Konservative ønsker at støtte. Hvis Konservative ikke kommer i byrådet samler De Radikale de spildte stemmer op, og Emrah Tuncer (spidskandidat hod De Radikale – red.) har meldt ud, at han går efter borgmesterposten også selvom det kræver støtte fra de røde partier.

– Så konservative vælgere, kan derfor inddirekte medvirke til et rødt styre efter valget, siger Kenny Jensby og slutter:

– LA ønsker et borgerligt valgforbund for at sikre en liberal/borgerlig borgmester og et liberalt/borligt styre.

På spørgsmålet, der godt nok var stillet med et glimt i øjet, om Liberal Alliance kunne finde på at indgå i et valgforbund med Enhedslisten, svarer Kenny Jensby:

– Nej, man kan absolut ikke tænke sig et valgteknisk samarbejde mellem LA og Enhedslisten.

Skriv et svar