Borgmesteren om Post Danmark Rundt: Det bliver alle pengene værd

Holbaekonline.dks Rolf Larsen med borgmester Søren Kjærsgaard. Foto: Jespesr von Staffeldt.
Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard er henrykt over at Post Danmark har valgt at lægge enkeltstarten i Holbæk.

– Det bliver en folkefest, fortæller borgmesteren, med et stort smil, da Holbaekonline.dk besøger ham på hans kontor på havnen i Holbæk.

Søren Kjærsgaard mener, at cykelløbet kan være med til at sætte Holbæk på landkortet:

– Det er en af de største sportsbegivenheder herhjemme og det største cykelløb i Danmark.

På spørgsmålet, om det er pengene – mere end 150.000 kroner – værd, siger Søren Kjærsgaard:

– Det bliver alle pengene værd. Udover at det er en stor mulighed for at vise Holbæk frem i alle de landsdækkende medier, både aviser og tv, så håber vi også, at det bliver en rigtig folkefest med tusindvis af tilskuere langs ruten og fest i Holbæk by. Det er især vigtigt, synes jeg, at borgerne får en fest ud af det.

– Tænk hvis det kan blive en ligeså stor fest som i 1996, da Skibby vandt i Holbæk.

På borgmesterkontoret står et malet skilt med skriften ‘Holbæk byder Post Danmark Rundt velkommen’.

– Det var kommunikationsafdelingen som fik den gode ide at lave skiltet. Det var jo ikke sikkert at hele pressen ellers havde lagt mærke til at det er i Holbæk, der skal køres. Men nu fik de da billeder af det, siger Søren Kjærsgaard og spørger så:

– Har I fået billeder af skiltet?

Og jo, vi beroliger ham og fortæller, at vi skam har bragt et billede med ham og skiltet fra pressemødet, hvor cykelløbet blev præsenteret.

Holbæk lægger gader til Post Danmark Rundts 5. etape, den 3. august. Enkeltstarten er traditionelt meget afgørende og den køres over 12,3 km. Ruten går blandet andet langs Holbæk Fjord og har målområdet i Ahlgade.

Skriv et svar