Sådan så det ud i Kisserup, da stormen Bodil i 2013 pressede store mængder vand ind i Isefjorden. Foto: Michael Johannessen.
Kommunalbestyrelse har besluttet at sætte kystbeskyttelsesprojektet ved Kisserup Strand i bero. Beslutningen sker på baggrund af en høringsproces, hvor størstedelen af de bidragspligtige grundejere har tilkendegivet modstand mod projektet og den foreslåede fordeling af omkostninger.
Projektet, der blev igangsat i august 2022, havde til formål at beskytte sommerhusområdet ved Kisserup Strand mod oversvømmelse gennem etablering af højvandsmure, jorddiger samt pumper og rørledninger. Løsningen var udarbejdet i samarbejde med rådgivningsvirksomheden NIRAS og vurderedes at kunne beskytte 295 ejendomme og to forsyningsselskaber. Den samlede anlægsudgift var anslået til ca. 31 mio. kr.
I høringsperioden i forsommeren blev der modtaget 146 høringssvar, heraf 123 fra de i alt 297 bidragspligtige grundejere. Blandt disse var 76 procent negative, 15 procent positive og 9 procent neutrale over for projektet eller omkostningsfordelingen. Flere grundejere udtrykte utilfredshed med både bidragsniveau og fordeling, uanset deres risiko for oversvømmelse.
Administrationen vurderer, at det ikke er muligt at ændre fordelingsmodellen, da den bygger på en risikobaseret tilgang med solidariske elementer. Samtidig er det ikke juridisk muligt at inddrage flere grundejere i bidragsfordelingen alene på baggrund af en forventet værdistigning af ejendomme.
Der har været overvejelser om at justere projektets sikringsniveau og reducere anlægsomkostningerne, men det vurderes, at den nuværende løsning fortsat er den mest hensigtsmæssige ud fra tekniske, økonomiske og miljømæssige hensyn.
Ønskes projektet genoptaget, skal der kunne dokumenteres mindst 50 procent opbakning blandt de bidragspligtige. Dette skal sikre lokal forankring og mindske risikoen for fremtidige forhindringer i projektets realisering og drift.
Beslutningen om at sætte projektet i bero medfører en merudgift på 1,5 mio. kr. for Holbæk Kommune, som allerede er afholdt i forbindelse med projekteringsarbejdet. Miljømæssigt betyder beslutningen, at de berørte naturområder forbliver uberørte, men at sommerhusområdet fortsat vil være i risiko for oversvømmelse.
