4. januar 2025

Foto: Michael Johannessen og Rolf Larsen.

Her på årets sidste dag, vil vi traditionen tro, tage et kig på hvilke artikler der fik flest læsere i året der gik.

På 10. pladsen finder vi historien fra 5. maj om et dramatisk bilstop på Valdemar Sejrsvej, hvor politiet stoppede flere biler med unge mænd i og fandt både knive og macheter.

Den 28. oktober skrev vi om bilister, som – trods forbud og skiltning på stedet – valgte at svinge til venstre fra Megacentret og ud på Stenhusvej. Politiet kvitterede med bøder. Det var den 9. mest læste artikel i år.

På 8. pladsen finder vi historien fra 29. april om en ung mand som stak af fra politiet på en cross-maskine.

Den 3. maj bragte vi en artikel om hvordan et tip førte politiet til narko, puffbars og kontanter.Der var så mange læsere, at historien kommer ind på en 7. plads.

På 6. pladsen ligger en ganske nylig artikel, nemlig om en voldsom brand på Borchsvej fra den 27. december.

Den femte mest læste artikel i året der gik var fra 10. oktober og handlede om at togtrafikken ved Holbæk Station holdt stille i to og en halv time, da en kvinde truede med, at gøre en ende på sit liv. Kvinden blev efterfølgende sigtet af politiet.

Nyheden om, at en ny McDonald’s restaurant snart ville åbne i Megacentret var der så mange, der ville læse om, at det blev året fjerde mest læste historie.

Den 6. juli bragte vi historien om en 16-årig dreng, der efter et færdselsuheld, blev fløjet til behandling på sygehuset. Det blev den 3. mest læste historie i året.

En lille notis fra den 4. august, hvor vi skrev om en ny restaurant – Okka Restaurant – i Holbæk, blev den næstmest læste historie på Holbaekonline.dk.

Den mest læste historie på Holbaekonline.dk i 2024 var fra den 17. august om en motorcykelbetjent, som væltede, som følge af en påkørsel, kort før mål i forbindelse med cykelløbet PostNord Danmark Rundt.

Leave a Reply