21. maj 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 17-årig ung mand fra Holbæk er blevet varetægtsfængslet, sigtet for medvirken til drab på en 22-årig mand på Frederiksberg samt ulovlig våbenbesiddelse.

Den 22-årige blev ved to-tiden natten til den 14. januar dræbt i en bil på Worsaaesvej på Frederiksberg.

Den 17-årige blev anholdt torsdag morgen i forbindelse med en stor anholdelses- og ransagningsaktion, som fandt sted i Holbæk og Odsherred. Aktionen blev i gangsat på baggrund af fundet af flere skydevåben i Ladegårdsparken i februar.

I alt seks personer blev anholdt under torsdagens aktion, blandt dem var altså den 17-årige, som blev overført til Københavns Politi, som efterforsker drabet på Frederiksberg.

Den 17-årige blev torsdag middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Her blev han, ifølge Københavns Politis Anklagere, varetægtsfængslet i 28 dage. Han nægter sig skyldig.

Tre af de andre anholdte ved torsdagens aktion er ligeledes blevet varetægtsfængslet, det kan du læse mere om i artiklen Tre mænd varetægtsfængslet i sag om skydevåben fra Ladegårdsparken.

Leave a Reply