21. november 2024

Retten i Holbæk. Arkivfoto: Rolf Larsen.

Politiet rykkede onsdag formiddag ud til retsbygningen i Domhusstræde i Holbæk, hvor en ung mand kastede rundt med møblementet i et af retslokalerne.

Der var tale om en 17-årig ung mand, som var utilfreds med en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvilket indebar, at han skulle anbringes på en lukket institution. Frustrationen over afgørelsen havde fået ham til at kaste rundt med borde og stole, men ingen personer i retslokalet var blevet ramt.

Politiet fik lagt en dæmper på den unge mand, som ikke blev sigtet for noget i anledning af sin adfærd, men han blev af politiet straks efter kørt i retning mod den institution, hvor han ifølge afgørelsen skulle opholde sig.