Stormen Pia, som forventes at ramme Sjælland torsdag aften, får Lokaltog til at indstille togdriften.
Alle baner i Region Sjælland – herunder 410 Tølløsebanen og 510R Odsherredsbanen – indstilles fra klokken 17.00 og i Region Hovedstaden indstiller Lokaltog driften fra kl. 19.00 på alle baner.
Lokaltog oplyser, at der ikke bliver indsat togbusser i stedet.
Beslutningen er truffet, da den varslede storm Pia gør det for risikabelt at lade togene køre videre selv med nedsat hastighed.
-Vi beklager naturligvis de gener, som aflysningerne er skyld i for vores kunder. Sikkerheden for både kunder og ansatte kommer altid i første række, og med de vejrudsigter, som er kommet for torsdag aften og nat, risikerer vi, at togene kommer til at holde stille midt på strækningerne på grund af væltede træer, siger trafikchef i Lokaltog, Erik Christensen og tilføjer:
-Forhåbentlig har en stor del af vores kunder alligevel tænkt sig at blive inden døre under det voldsomme vejr, så vores aflysninger og driftsændringer kommer til at påvirke forholdsvis få kunder i det tidsrum, hvor stormen rammer Sjælland.
Det forventes også, at stormen vil påvirke driften fredag morgen – minimum med forsinkelser. Passagerer opfordres til at tjekke Rejseplanen.dk eller Lokaltog.dk for seneste information om togdriften.