21. november 2024

Sinatra Syndicate. Foto: Jesper From.

Holbæk Jazzklub skyder december igang med en koncert med det 11-mand store big band Sinatra Syndicate.

Det sker søndag den 3. december kl. 15.00 i Musikhus Elværkets store sal.

I front står Henrik Egholm, i rollen som “Ol` Blue Eyes”, og sammen med Sinatra Syndicate leverer han et sandt overflødighedshorn af Sinatras allerstørste hits. Egholms format og fornemmelse for den helt rigtige ’sound’ og crooner- stemning, har gjort ham til en af landets mest efterspurgte sangere inden for genren. Henrik Egholm leverer vokalen med stor overbevisning, det samme gælder de musikalske arrangementer, inspireret af de klassiske album fra 50’erne og frem, kendetegnet ved autentisk stemning og velklingende arrangementer, tro mod de originale udgaver.

Og der vil ved denne lejlighed naturligvis også være et genhør med nogle af Sinatras allerstørste Christmas-hits.

Orkestret optræder med samlet 11 mand på scenen og musikken er ikke til at tage fejl af, – det er alle de store klassikere fra The Great American Songbook som er på repertoiret denne eftermiddag i Holbæk Jazzklub – udødeliggjort af Frank Sinatra og genopstået med Henrik Egholm og Sinatra Syndicate.

Sinatra Syndicates line-up: Henrik Egholm Petersen (vocal), Stig Kaufmanas (piano), Filip Koch (guitar), Morten Hintze (bass), Nils Vinding (drums), Jens Gotholdt (trumpet), Henrik Bolberg ( trumpet). Niels Gerhardt (trombone), Hans Nybo (alto sax, flute), Trond Clements (tenor sax) og Jesper Løvdal (baritone sax, bass clarinet)

Yderligere information og billetter: holjazz.dk