12. december 2024

Foto: Rigspolitiet.

En mand midt i tyverne blottede mandag morgen sit underliv for de tilstedeværende på Jyderup Station.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var en 29-årig kvinde, som kl. 8.42 anmeldte episoden til politiet.

Manden havde kigget efter kvinden og havde haft sit underliv blottet samtidig med, at han lavede onanibevægelser. Flere andre på stationen havde set mandens krænkende adfærd.

En patrulje kørte til området for at lede efter manden, der blev beskrevet som ca. 25 år, ca. 180 cm høj, iført sort hættetrøje og sorte bukser.

Politiet fandt dog ikke manden, som ifølge en henvendelse til politiet senere mandag formiddag også var set kl. ca. 08.00 på Holbækvej i Jyderup ved et supermarked. På det tidspunkt havde han kortvarigt fulgt efter en teenagepige og var i øvrigt iført røde bukser.

Midt- og Vestsjællands Politi hører gerne fra personer, som har oplysninger om mandens identitet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.