18. maj 2024

Glade frivillige fra HOME-START Familiekontakt. Foto: Holbæk Kommune.

Onsdag havde Holbæk Kommune premiere på en ny Inspirationsmesse for førtidspensionister.

Alle kommunens førtidspensionister havde modtaget en personlig invitation og mere end 300 personer valgte at tage imod tilbuddet.

“Vi er løbet tør for foldere!” – sådan lød det flere gange fra de fremmødte foreninger under messen, der foregik på Musikhuset Elværket.

På messen var der 26 stande hvor de besøgende kunne møde frivillige fra lokale foreninger, heriblandt Holbæk Senior Motion, Holbæk Kajak Klub, Depressionsforeningen, den frivillige økonomi- og gældsrådgivning, Andelslandsbyen Nyvang, Red Barnet, HOME-START, MadOasen og Ombold.

De frivillige blev mødt med smil og nysgerrige spørgsmål fra de mange fremmødte. Flere gav udtryk for, at det var dejligt, at der blev sat fokus på dem som målgruppe. De vil gerne have inspiration til spændende aktiviteter og meningsfulde sociale fællesskaber, som matcher de udfordringer og det overskud, de hver især har.

At det kan give mening og livsindhold at være frivillig, ville Chris fra Holbæk Bordtennis Klub gerne fortælle til de fremmødte.

Chris er selv førtidspensionist pga. en uhelbredelig form for kræft, som i en periode sendte ham helt ned i kulkælderen. Da nogen foreslog ham at starte til bordtennis, afviste han i første omgang tanken.

-Jeg havde jo aldrig spillet bordtennis før.

Men Frank, som også deltog på inspirationsmessen, fik overtalt Chris til at give det en chance – og det har han ikke fortrudt. Chris elsker det sociale sammenhold i foreningen, hvor han gerne giver en hånd med, når kræfterne er til det. Når helbredet svigter, er der ingen sure miner over, at han trækker stikket. Tværtimod modtager han opmuntrende beskeder fra folk i foreningen, som spørger til ham og savner ham, når han ikke er der.

-Den glæde vil jeg gerne give videre til andre, siger Chris om sin deltagelse på messen.

Allan T. Lystrup fra FrivilligCenter Holbæk lagde i sin åbningstale ikke skjul på, at de frivillige i de lokale foreninger var grunden til messens succes:

-Holbæk Kommune vil gerne takke for den store opbakning fra foreningerne. Uden jer kunne vi aldrig have opnået så stor en succes.

Derudover takke han også de mange gæster, som lagde vejen forbi messen.

Der er planer om, også at afholde Inspirationsmesse næste år.