Det er en erfaren mand, som overtager Rema 1000 på Kalundborgvej i Holbæk.
Henrik Jensen, som har stået i spidsen for butikken de sidste mange år, overdrager butikken til Max Skov Hansen.
48-årige Max Skov Hansen har været købmand i først REMA 1000 i Carlsberg Byen og senest REMA 1000 på Sdr. Fasanvej i Valby. Han har to gange modtaget Danish Retail Award for sit sit købmandskab og evnen til at være forandringsskabende, og hans butikker to gange er kåret til årets bedste REMA 1000.
Max Skov Hansen bor i Holbæk med sine kone Rikke og deres to sønner og han ser frem til at være den lokale købmand:
-Jeg glæder mig utrolig meget til at blive lokal købmand i den by, jeg har boet i gennem 22 år, ligesom jeg ser frem til at hilse på alle kunderne. Mit team og jeg glæder os til at åbne butikken, som vi sammen skal gøre til lokalområdets fortrukne sted at handle ind, siger Max Skov Hansen.
Den nye købmand har en plan klar for, hvordan butikken på Kalundborgvej skal drives fremover:
-I butikken kommer mit team og jeg til at prioritere en række fokusområder. Vi vil tilbyde kunderne en frisk og indbydende frugt- og grøntafdeling med masser af økologiske varer. Derudover vil vi sørge for, at kunderne kan finde alt på deres indkøbsliste hos os. Og så vil vi skabe en god stemning i butikken, så kunderne føler sig velkommen, siger Max Skov Hansen.
Max Skov Hansen overtager ansvaret onsdag d. 1. november og i den forbindelse holder butikken lukket.