10. december 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Det var ikke uden grund, at en knallertkører mandag aften forsøgte at gemme sig for politiet.

En politipatrulje så mandag aften ved 21-tiden en mand komme kørende på en stor 45-knallertet ad Skarridsøgade i Jyderup, men da patruljen ville standse ham, forsvandt han ad en sidevej, hvor politiet få sekunder senere fandt knallerten henstillet.

Bag et hus fandt politiet en mand, hvis signalement passede til den mand, som betjentene kort forinden havde set køre på 45-knallerten ad Skarridsøgade.

Der var tale om en 49-årig mand fra Mørkøv, som ikke kunne fremvise et kørekort, fordi han ikke havde fået generhvervet førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse.

Han blev derfor sigtet for at køre på 45-knallerten uden førerret. Da han også kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika, blev han også sigtet for narkokørsel og anholdt.

I forbindelse med visitationen fandt politiet manden i besiddelse af tre joints. De blev beslaglagt og den 49-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 49-årige blev taget med til udtagelse af en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.