To 15-årige blev natten til tirsdag anholdt for indbrud og indbrudsforsøg i forretninger i Ahlgade.
Det var en opmærksom borger, der ved et-tiden hørte nogle bankelyde og kunne konstatere, at to unge personer opholdr sig uden for en boghandlerforretning. Borgeren gav sig til kende og slog alarm, men holdt øje med de to personer, der flygtede kortvarigt. De kom dog retur og begyndte at banke på indgangspartiet ved en anden forretning, så ruden knustes, og hvor det lykkedes dem at komme ind i forretningen.
Politiet rykkede ud til Ahlgade, hvor man på baggrund af anmelderens observationer anholdt en 15-årig pige og en 15-årig dreng begge fra Holbæk, efter de havde gemt sig i forretningen.
De to unge viste sig tidligere på aftenen at have forladt en institution, hvor de opholdt sig, så efter afhøring til de to indbrudssager blev de begge løsladt og overgivet til personalet på institutionen.
Politiet oplyser, at der senere vil komme et strafferetligt og formentlig også et erstatningsmæssigt efterspil for indbruddet og indbrudsforsøget, hvor det ikke lykkedes dem at stjæle noget.
Politiet har også udfærdiget socialrapporter til underretning af de to unges hjemkommuner om deres færden og straffesager mod dem.