Holbaekonline.dk’s teateranmelder Lise Zeuthen har set cabaretten SÅ LANGT, SÅ…DAN på Sjællands Teater i Holbæk d. 21. september.
SÅ LANGT, SÅ…godt/skidt…DAN?
Jakob Morild tager publikum med på en aktuel status over livet og samfundet. Er det godt eller skidt? I cabaretten indgår sketches og sange, der kan være fjollede og høre til den let tilgængelige underholdning. Teksterne kan også være sprogligt finurlige og have satirisk bid, der vender op og ned på kendte synspunkter og synsvinkler. Det hele udspilles med stor kropslighed, udtryksfuld mimik, præcis timing og en stemmeføring, der kan karikere hvem som helst. Morilds særlige humor og komiske talent får publikum til at more sig højlydt og lytte eftertænksomt.
⭐️⭐️⭐️⭐️
SkønhedsoperatioMer
En fulderik kommer slingrende ind på scenen med en flaske i den ene hånd og et glas i den anden. Han snubler over ord som transplantation og alle n´er bliver til m´er, mens han fortæller om sin kones fedtsugming og andre skønhedsoperatiomer på klimikken. Publikum bliver straks flade af grin og er herefter PÅ, klar til både platte jokes og kras satire.
Gud er ligeglad
En præst i præstekjole, hvid krave og læsebriller kommer ind og læser op af sin bog. Hans kropsholdning er autoritær og stemmen har aristokratisk patos. Og nej, han læser ikke den kendte trosbekendelse, men det ligner. Vi forsager FAKTA, siger han, og hentyder formodentlig til foragt for faglig viden. Præsten slutter ikke med amen, men mammon, altså penge, og det er der vist så meget, der ender med. Præsten fortæller også om afbrænding af en bog. Om Rasmus (Klump). Et forfærdeligt postyr og en forfærdelig lov. Men Gud er ligeglad…
Rockmusikkerne længe leve
En oldgammmel rockmusiker med stomi og Alzheimers kommer haltende ind og griber efter sin spade. Han har været ung i 50 år og har nu fået en revival. For at få guitarremmen over skulderen, må han gå ned i knæ! Da mange af publikummerne selv har hyldet aldrende rockidoler og selv har nået en vis alder, vækker det tydeligt genklang.
Positiv, men…
Jakob Morild vil gerne være positiv. Som man helst skal være for tiden. Ligesom coachen på kursus for de udflyttede offentligt ansatte. Men det holder ikke længe. Politikeren Alex Vanopslag og hans bog Vejen til ansvar med slogannet Du kan godt, får et ordentligt fur. For det kan umuligt omfatte alle uanset om de er gamle eller unge.
Morild tager de unges perspektiv. De ældre kan ikke bare overlade ansvaret for klimakampen til de unge. Bedstemor skal ikke skælde ud over de unges skærmforbrug, når hun selv kommer med harmdirrende kommentarer på Facebook. Han får endda hele salen til at synge med på et omkvæd, der støtter sin pointe. Men som offentligt ansatte er der påbud mod at råbe i kor. De skal være positive.
Hvem skal man tro på?
Jakob Morild gennemgår, hvordan de forskellige politiske partier ser på vejen til velfærd. Ordene flyver over en skærm, så tilskuerne kun når at fornemme de fiffigt formulerede politiske budskaber. Der fnises lidt rundt omkring. Nogen hoverer, mens andre måske har lidt svært ved at sluge påstanden om, at der ikke findes et Socialdemokrati mere. Ifølge Morild er nyhedsformidlingen heller ikke som den har været. Hvem ved, hvad man ved, når journalister tolker på journalister?
Intet er helligt for Jakob Morild. Han forsøger sig også med en nytolkning af danmarkshistorien.
Velstanden i samfundet opstod allerede i forbindelse med dansk slavehandel. Vikingerne var voldtægtsmænd, hvis ry var medvirkende til at englænderne ville ud af EU.
WOKE eller va´
Morild bakker op om me too bevægelsen, kritikken af hyggeracisme og kolonialistisk nedladenhed mm. Med saftige eksempler får den forstokkede midaldrende mand et par svirp.
Ham, der fortørnet spørger, om vi skal sige undskyld for, at vi opdagede Grønland. Ham, som synes, at slaverne skulle være glade for, at de fik en gratis billet til Amerika .
Ham, som beklager sig over, at man ikke må flirte mer´.
Scorereplikken: Vil du med hjem og se mine frimærker, duer ikke mere. Det illustrerer Morild som filateliderlig i en strippersang iført underbukser med frimærker på.
Var det det?
Årsager til mistrivsel, ensomhed og mangel på fællesskab er temaer, som stikker hovedet frem flere steder i cabaretten.
Til sidst synger Jakob Morild en følelsesladet, stille sang, akkompagneret af hans eget enkle guitarspil. Hele hans person udstråler nærvær. Her er han sig selv. Her svares på spørgsmålet i cabarettens titel. Så langt – godt eller skidt? Ikke meget optimisme, håb eller mening. Jo, vi skal passe på hinanden. Vi skal slå tiden ihjel, synger han blandt andet. Her kunne tilføjes: …og tage lidt pis på det hele.
Det sidste har han i hvert fald gjort denne aften og således lagt op til et fællesskab om at grine af det alt sammen. Og det kan nok også give lidt mod på livet og samfundet.
Én mand – stor sal
Cabaretten er skabt til Café Liva, som er et teaterskib med plads til ca. 50 publikummer. Til forestillinger sidder folk omkring borde foran scenen, mens de nyder et glas eller to. Her er der typisk levende musik, som akkompagnerer eller spiller op til og sammen med én eller flere skuespillere. Her opstår som regel en særlig intim stemning, hvilket aldrig kan opnås på samme måde i en teatersal med plads til 300 personer.
Samspil mellem skuespiller og levende musikere kunne i princippet godt lade sig gøre på den store scene på Holbæk Teater. Men det ville have betydet større udgifter og muligvis dyrere teaterbilletter. I så fald var aftenens forestilling måske ikke landet på Sjællands Teater.
I Holbæk Teater gjorde Jakob Morild imidlertid et stort og meget dygtigt arbejde, som betød, at han trods alt kunne spille salen op – ene mand med et veloplagt publikum. Et publikum, der vidste, hvad de kom for – og fik det.
Medvirkende: Jakob Morild
Instruktion: Jakob Morild
Tekst: Jakob Morild
Fotograf: Brita Fogsgaard
Produceret af Café Liva
Turné på Sjælland indtil d. 21.10.2023
Lise Zeuthen er suppleant til bestyrelsen i Holbæk Musik- og Teaterforening
