22. november 2024

Fra fra venstre: Lars Qvist (borgmester, Socialdemokratiet), Jesper Hartøft (Socialistisk Folkeparti), John Harpøth (Ny Holbæk), Karen Thestrup Clausen (Enhedslisten), Camilla Hove Lund (Venstre) og Kurt Næsted (Det Konservative Folkeparti). På billedet mangler Emrah Tuncer (Radikale Venstre). Foto: Holbæk Kommune.

Samtlige partier i kommunalbestyrelsen er blevet enige om en aftale om Budget 2024-2027.

Efter et forår med besparelser, bl.a. som følge af inflation og stigende energipriser, så er der med budgetaftalen lagt op til bl.a. at styrke børn og unges trivsel, investere i kultur, flere penge til genoptræninngsområdet og udvikling.

-Vi står på skuldrene af forårets besparelser, og det har givet os en økonomi i balance, hvor vi også kan investere i fremtiden. Med budgetaftalen øger vi den økonomiske ramme, som den enkelte kommune må levere service for, med 10 millioner kroner årligt. Vores netop vedtagne arbejdsprogram fortæller historien, og det indgåede budget sætter handling bag ordene. Det er særlig nødvendigt, at vi styrker arbejdet med børn og unges trivsel og ensomhed, og derfor har vi sat penge af til det. Derudover er der også sat penge af til at udvikle sammenhængskraften mellem land og by, styrke trivslen blandt vores medarbejdere og fremme miljø- og energiområdet. Sidst er det værd at nævne, at vi vil skærpe vores erhvervspolitik og styrke erhvervsområdet med en tværgående indsats, fortæller borgmester Lars Qvist.

Det glæder Lars Qvist, at alle partier er med i aftalen:

-Jeg vil gerne takke de øvrige partier for den brede aftale. Vi har haft en konstruktiv dialog til forhandlingerne, så vi i fællesskab har formået at finde gode løsninger. Det gør, at vi blandt andet kan glæde os over, at vi udover førnævnte afsætter 260 millioner kroner, en forøgelse på 30 millioner kroner, på anlægsområdet. Pengene skal primært gå til borgernære velfærdsbyggerier. Det sker for at imødekomme den befolkningsudvikling, som Holbæk Kommune oplever. Det handler konkret om nye børnehuse, renovering af kommunens største skole Bjergmarkskolen, en ny skole, et nyt plejecenter og en lang række andre renoveringer.

Kommunalbestyrelsen 2. behandler og godkender endeligt budgettet onsdag den 11. oktober.

Hele budgetaftalen kan læses her.

Kort om budgettet

Forebyggelse og trivsel: Der afsættes midler til at styrke børn og unges trivsel gennem rådgivning i dagtilbud og skoler, øget antal sagsbehandlere på børnespecialområdet, og støtte til mental trivsel gennem “Headspace.” Der er også midler til samarbejde med organisationer for at bekæmpe ensomhed og til sociale indsatser for sårbare børn og unge.

Arbejdsmiljø og attraktive arbejdspladser: Der implementeres tiltag for at reducere sygefravær blandt kommunens medarbejdere.

Sammenhængskraft mellem land og by: Der afsættes ressourcer til at søge fonde for at støtte lokalområdernes udvikling og samarbejde med civilsamfundet.

Sundhedsområdet: Der tilføres midler til genoptræningsområdet på grund af tidligere udskrivninger fra sygehusene.

Erhvervsområdet: Der oprettes et erhvervsudviklingsråd og en tværgående indsats for at styrke samarbejdet mellem kommunen, erhvervslivet og Holbæk Erhvervsforum.

Miljø- og energiområdet: Der afsættes midler til at udtage lavbundsjord og fremme grønne opvarmningsformer.

Kulturområdet: Der investeres i kulturbegivenheder som SKVULP og en årlig Outdoor-festival. Der oprettes også en kulturrygsæk til folkeskoleelever.

Bufferpulje: Der afsættes midler til en bufferpulje til uforudsete udgifter.

Anlæg: Der øges budgettet til anlægsprojekter for at imødekomme befolkningsudviklingen og forbedre velfærdsområder som børnehuse, skoler og plejecentre.