27. juli 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

En 27-årig kvinde og hendes bekendte følte sig onsdag eftermiddag så utrygge, at de søgte tilflugt i en butik og kontaktede politiet.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden havde under en bustur forsøgt at lægge en verbal dæmper på nogle unge, der havde været meget højlydte og talt mindre pænt til buschaufføren.

De unge havde efter busturen fulgt efter kvinden og en bekendt, så de havde følt sig så utrygge, at de havde søgt tilflugt i en forretning på Ahlgade og kontaktet politiet, som kom til stedet og fik kontakt til de utryghedsskabende unge. Der var tale om  en gruppe på syv drenge i alderen 14 og 15 år fra Holbæk og Svinninge. Politiet oplyser, at drengene fik en reprimande på grund af deres adfærd, men ingen af dem blev sigtet, da politiet ikke umiddelbart kunne udpege nogen af dem for konkret og isoleret at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.

Inden politiet forlod området, fik den 27-årige kvinde og hendes bekendte lejlighed til at forlade butikken i Ahlgade uden at blive forulempet yderligere.