Onsdag morgen ved halv syv-tiden stødte en bus og en personbil sammen i krydset Gammel Skovvej – Hovedgaden i Regstrup.
Ifølge politiet var ingen af parterne kommet til skade, og der var kun sket mindre materiel skade på køretøjerne.
Uheldet var sket, da en 43-årig mand fra Regstrup i en personbil kørte ad Hovedgaden mod syd frem til krydset ved Gammel Skovvej. Her fortsatte han frem over vigelinjen og kørte ind i siden på en bus, som en 68-årig mandlig buschauffør førte ad Gammel Skovvej i vestlig retning.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet, fordi den 43-årige ikke havde noget kørekort og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, som krævede et kørekort.
Desuden vil politiet forsøge at få klarlagt, om morgensolen kan have haft indflydelse på den 43-åriges mulighed for at orientere sig.