Politiet søger vidner efter en mistænkelig brand i en varebil natten til mandag.
Politi og brandvæsnet blev kl. 02.55 sendt til pendlerparkeringspladsen ud for Ringstedvej nr. 112C, hvor der var ild i en varebil.
Flammerne havde fået godt fat i varebilen, som trods brandvæsnets indsats ikke stod til at redde, men udbrændte totalt.
Da politiet undersøgte bilen og stedet, kunne man ikke finde nogen forklaring på, hvorfor branden var opstået.
Politiet efterforsker derfor hændelsen som en mistænkelig brand, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
I forbindelse med efterforskningen søger politiet vidner, som har set personer eller køretøjer på parkeringspladsen kort før branden opstod. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Der var tale om en hvid VW Transporter varebil årg. 2018.