12. december 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Beslaglæggelse af bil, flere sigtelser og udlevering til politiet i København – sådan gik det tirsdag aften for en 37-årig mand, da han blev standset af en politipatrulje på Engvang i boligområdet Grønneparken i Holbæk.

Det fremgår af politiet døgnrapport.

Den 37-årige mand, der er fra København, blev standset klokken 21.20 da han kom kørende i en bil. Han kunne ikke fremvise et kørekort, for han var i forvejen frakendt retten til at føre bil og en narkometertest gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen.

I forbindelse med anholdelsen blev han fundet i besiddelse af knap seks gram hash.

Den 37-årige blev derfor sigtet for besiddelse af hashen, kørsel i frakendelsestiden og for narkokørsel. Da han nu gentagne gange var blevet taget i at køre bil uden førerret, blev han informeret om, at hans bil blev beslagt hen henblik på en senere konfiskation.

Manden fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, men blev ikke løsladt bagefter, fordi han i forvejen var efterlyst af Københavns Politi som udeblevet fra fogedretten på Frederiksberg. Så han blev efterfølgende afleveret til Københavns Politi.

Den 37-årige blev afleveret til Københavns Politi og kan nu forvente at høre nærmere fra Midt- og Vestsjællands Politi, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.