Mens den nye pædagoguddannelse i Holbæk ser ud til at være populær blandt de uddannelsessøgende, så ser det knapt så lyst ud for den lokale sygeplejerskeuddannelse.
Det viser opgørelsen over ansøgertallene for uddannelserne hos Professionshøjskolen Absalon opgjort efter udløbet af ansøgningsfristen i kvote 1 i onsdags.
102 ansøgere har haft den nye pædagoguddannelse i Holbæk som 1. prioritet.
Med dem, som ikke havde Holbæk som 1. prioritet har i alt 216 ansøgt.
Tallene viser også, at Sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk igen har haft nedgang i ansøgere.
Sidste år havde 52 søgt Holbæk som første prioritet mod 46 personer i år. Hvis man tager alle ansøgerne med så var der i år 179 ansøgere mod 181 sidste år. Det er i begge tilfælde langt fra tallene for 2021, hvor i alt 363 havde ansøgt om optagelse på Sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk – heraf 81 som 1. prioritet.
Ansøgerne får den 28. juli svar på, om de er optaget.