Søndag eftermiddag kl. 15.20 standsede politiet en bil på Parkvej i Svinninge.
Bag rattet sad en 20-årig mand fra Holbækområdet. En narkometertest viste, at han var påvirket af kokain. Han blev derfor sigtet og anholdt for narkokørsel.
Da betjentene ransagede den 20-åriges bil fandt de 62,89 gram kokain, en masse løse salgsposer, 6357 kr i kontanter og en digitalvægt. Han blev derfor sigtet for at have til hensigt at sælge narkoen og alt blev beslaglagt til sagen.
Efter at have afgivet en blodprøve blev den 20-åriges bopæl ransaget, men der blev ikke fundet yderligere.
Sagen blev herefter juridisk vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt efter endt afhøring og sagsbehandling. Politiet oplyser, at den 20-årige senere vil høre mere i sine sager.