7. oktober 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Tre unge mænd er blevet varetægtsfængslet, i en sag om et voldeligt overfald i Ladegårdsparken den forgangne weekend.

Ifølge politiet fandt overfaldet sted kort efter midnat natten til lørdag. Her skal en man være blevet overfaldet med slag fra et slagredskab og efterfølgende også trampet i hovedet. En anden mand forsøgte at flygte fra stedet, men blev tilbageholdt og overfaldet, herunder bl.a. hevet i håret.

Som led i efterforskningen har politiet kigget på optagelser fra de mange overvågningskameraer, som hænger overalt i boligområdet. Materialet gav politiet grundlag for at mistænke fire mænd i alderen 21 til 24 år, som alle blev anholdt tirsdag formiddag og er alle blev sigtet og afhørt i sager om både vold og grov vold over for de to mænd.

Den ene af de anholdte blev løsladt efter afhæringen, da politiet og anklagemyndigheden vurderede, at der ikke var grundlag for fremstilling af ham i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

De tre øvrigte anholdt blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling. Retten efterkom anklagemyndighedens ønske og varetægtsfængslede de tre frem til den 20. juni.

Der er nedlagt navneforbud i sagen.