12. december 2024

Speciallastbiler foretager seismiske undersøgelser af undergrunden i Holbæk. Foto: Michael Johannessen.

I de seneste dage har speciallastbiler kortlagt undergrunden i Holbæk for at vurdere potentialet for at udfase gas som varmekilde til fordel for geometermi i Holbæk Kommune.

Geotermi er en vedvarende energikilde, som kan udnyttes ved at pumpe varmt vand op fra undergrunden og bruge det til at opvarme vandet i fjernvarmenettet. Denne energikilde er til stede hele året rundt og er uafhængig af vejrforholdene, hvilket gør den til en pålidelig kilde til varme.

Artiklen fortsætter under videoen:

Video; Michael Johannessen.

For at finde det bedste sted at bore efter geotermisk vand i Holbæk, er det nødvendigt at kortlægge undergrunden. Dette gøres ved at udføre seismiske undersøgelser ved hjælp af fire speciallastbiler fra geotermivirksomheden Innargi.

-Geotermi er dybest set for varme, hvad vind er for el: En vedvarende kilde til grøn energi. Kortlægningen kommer blandt andet til at vise os lagene i undergrunden, og hvor dybt vi skal bore for at finde det geotermiske vand. Det er vigtigt for vores geologer at vide, når de skal vurdere, hvordan Holbæk kan få mest muligt ud af det varme vand under vores fødder, forklarer Asbjørn Haugstrup, der er direktør for kommunikation og public affairs i Innargi.

Det er forsyningsselskabet Fors A/S og Innargi, der samarbejder om den mulige etablering af geotermisk fjernvarme i Holbæk. I december sidste år indgik de to selskaber en rammeaftale om at undersøge mulighederne for geotermi i området.

Geotermi kan dække op til 60 % af Holbæks fjernvarmebehov

Geotermi har potentialet til at dække cirka 60 % af Holbæks fjernvarmebehov med grøn, prisstabil og forsyningssikker varme. På den måde kan geotermi bidrage til Holbæk Kommune og Fors A/S’ plan om at få alle Holbæk-borgere over på fjernvarme og – ikke mindst – kommunens ambition om at være CO2-neutral i 2050.

-Vi har en vigtig opgave i at understøtte vores ejerkommuners grønne dagsorden, herunder udfasningen af gas til fordel for andre vedvarende og mere klimavenlige energiformer. Desuden har vi et stort ønske om at sikre vores kunder et grønt og prismæssigt konkurrencedygtigt alternativ til deres olie- eller gasfyr, og vi
følger selvfølgelig spændte med i, hvad Innargis undersøgelser viser, fortæller programleder for fjernvarme i Fors A/S, Camilla Hay.

Sådan foregår undersøgelserne

Kortlægningen af undergrunden i Holbæk foregår ved, at fire speciallastbiler sender vibrationer ned i undergrunden langs en nøje planlagt rute. Vibrationerne bliver
registreret af såkaldte geofoner, som står langs vejkanten. De er en slags mikrofoner på størrelse med en mobiltelefon. Undersøgelserne er ganske ufarlige for både bygninger og beboerne langs den 46 km lange rute. Arbejdet foregår om natten for at genere trafikken mindst muligt.

De fire ruter der skal køres i forbindelse med undersøgelserne er: Rute 1: Ringstedvej – Holbæk Landevej – Hovedgaden, Ugerløse – Sorøvej – Munkebjergbyvej. Rute 2: Stenhusvej – Søstrupvej. Rute 3: Omfartsvejen – Eriksholmsvej – Valdemar Sejrsvej. Rute 4: Roskildevej – Henriettevej.