21. november 2024

Foto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk

Et avisbud slog torsdag morgen ved halv fem-tiden alarm til politi og brandvæsen.

Avisbudet kunne lugte røg og da han undersøgte årsagen nærmere fandt han en 89-årig mand gå forvirret rundt på gaden.

Årsagen var, at kraftig røg kom fra den 89-åriges bopæl i et etagebyggeri på Fjordgårdsvej, så anmelderen begyndte at alarmere øvrige beboere i opgangen indtil brandvæsnets ankomst.

Artiklen fortsætter under videoen:

Video: ;Morten Sundgaard – Skadestedsfotograf.dk.

Beboerne blev evakueret og brandvæsnet gik i gang med at slukke ilden i den 89-åriges lejlighed.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den 89-åriges lejlighed fik brandskader, så den ikke kan beboes foreløbig, og en anden lejlighed fik vandskader som følge af slukningsarbejdet.

Ambulancepersonale tilså de evakuerede, men ifølge politiet, var ingen kommet til skade ved branden.

Brandstedet skal undersøges nærmere i et forsøg på at finde frem til brandårsagen i den 89-åriges lejlighed.