3. december 2024

Foto: Performancekollektivet Ruby Gamache

Holbaekonline.dk’s anmelder Lise Zeuthen har set den musik dramatiske forestilling “TYK” på Sjællands Teater, Holæbk Teater d. 20. april 2023.

TYK

Performancekollektivet Ruby Gamache har skabt en meget autentisk og fængslende fortælling, som forekommer hudløs ærlig, spidende, rørende og personlig med perspektiver, der rækker ud over det private. Et lille kunstnerisk spark i retning af at nedbryde tabuet omkring det at være tyk – og det at skille sig ud.

At være tyk

En tyk ung kvinde i kropsnært mat pastelfarvet tøj viser os sin krop. Hun poserer tavst og tager nogle balletagtige dansetrin. Armene op over hovedet og ud til siden. Op på tå. Performer Julie Thalund præsenterer sig som sin krop. Hun er tyk. Vi må kigge på hende. Nej vi skal. Julie fortæller med krop og stemme om, hvordan det opleves at være tyk. Beretningen skrider frem med forskellige temaer flettet sammen i en collage.

Foto: Performancekollektivet Ruby Gamache

Ord og musik i fint samspil

På scenen står også sangeren og musikeren Camilla Bang. Hun er tynd. Hun står der som en kontrast og medspiller til Julie. Camilla giver Julies tale medfortællende klangbunde med bas, guitar, ukulele og sang mm. Det musikalske udtryk nuancerer og uddyber fortællingen i dialog og som Julies indre stemme eller skyggeside. Forestillingen har en særlig kvalitet i samklangen mellem ord og lyd.

Fordomme der slår

Julie fortæller på én gang nøgternt, humoristisk og intenst om sårende fordomme. Om andre menneskers reaktion på hendes krop. Det kan handle om alt mellem personlighed, seksualitet, lægeundersøgelser, kost og vægt. Fx: Tykke mennesker er dumme. En tyk veninde får dig til at virke mere attraktiv. Tykke kvinder er spændende seksuelt, men det er pinligt at være kæreste med dem. Tykke mennesker bør tilbydes cola light.

Foto: Performancekollektivet Ruby Gamache

Tøj til tyk

På scenen ses en bøjlestang fuld af tøj i nuancer indenfor mat pastel – grænsende til hudfarvet. Samme farver, som de to performeres kostumer. Farverne understreger fokus på kød eller rettere fedt.

Julie giver os sagligt og sjovt en selvironisk og gennemgang af principper for hendes påklædning. En ironi, der også rammer publikum. Ser vi virkelig sådan på tykke mennesker, at de føler sig nødsaget til at klæde sig sådan?

Hun fremviser hvert stykke tøj fra sin garderobe, som var vi til modeshow. Altid en gamache til at skjule mere eller mindre af benene – også under en sommerkjole ved 30 graders varme. En sweater til at gemme sig i. Aldrig lange bukser. Fås ikke i hendes størrelse og ville i øvrigt afsløre for meget. Kjole eller skørt til at fremhæve talje, som hun har! Og til at føle sig lidt feminin i.

Fuck jer

Som Julie siger, hugger hun sprog fra andre minoriteter som homoer, brune og handicappede. De, der insisterer på at blive set som mennesker før kategori. Camilla giver Julie stemme for hendes ydmygelser. Hun synger eller skriger følelsesfuldt fuck til alle, der har såret hende ved at se hende først og fremmest som tyk. Fuck ham som har kaldt mig Fede Julie! Fuck dem, der siger, at man scorer nedad med en tyk! Fuck for at jeg selv begynder at tro på det! Imens står Julie og kigger på publikum med et fast insisterende blik, der når os alle.

Mange blandt publikum griner afværgende og genkender måske noget.

Foto: Performancekollektivet Ruby Gamache

Flere slags morgener

Julie har tilsyneladende også lånt fantasier og sprog fra henholdsvis sociale medier og coach verdenen.

Som sin egen coach giver hun morgener forskellige overskrifter: Gnags morgener – dejlige og langsomme. Lortemorgener, hvor nattens bekymringer fortsætter. En fantasi om at den lækre mand, Stringer, forvandles til en kold varmedunk. Græske morgener, hvor hun har sovet over sig. Danske Bank morgener, hvor en SMS meddeler et svingende underskud. Her er det nemt at spejle sig også som ikke-tyk.

Du må godt være her, Julie”

Ifølge Julies fortælling har hun en ironisk distance til sociale medier. Samtidig er de en del af hendes verden. Sikkert genkendeligt for mange. Hun forestiller sig en situation, hvor hun er (som) Linse Kessler. Hun følger tre tykke bloggere og bloggen En kærlig mor.

Publikum kan selv tænke over mediernes rolle i forhold til at nedgøre alle, der ikke ser ud som idealet. Er forestillingen kritisk overfor sociale medier? Ikke direkte. Men det kan i sig selv opfattes som en kritik at stå frem som én, der skiller sig ud fra mediernes idealbillede og insisterer på at have ret til at være her.

Lille tyk soldat

I hver af Julies kropsceller sidder der en lille tyk soldat, som vil lave revolution. Siger hun. Med denne forestilling lader Performancekollektivet Ruby Gamache kunsten give en stilfærdig revolution et spark fremad. Retningen er vores allesammens bevidsthed og personlige adfærd.

Foto: Performancekollektivet Ruby Gamache

Autentisk og personlig

Den musik dramatiske forestilling tager udgangspunkt i Julie Thalunds dagbogsnotater gennem fem år. Performancekollektivet Ruby Gamache har i fællesskab udviklet forestillingen. Det samlede indtryk er en meget autentisk og fængslende beretning, som forekommer hudløs ærlig, kras, rørende og personlig. Bliver det personlige for privat? Det er vel en smagssag. Måske har ældre en anden grænse for blufærdighed end yngre? Men først og fremmest må det komme an på, hvorvidt publikum følte sig rørt. Og det gjorde vi uden tvivl. Både de mange unge og de gamle.

Camilla Bangs croonende stemme lød: Du må godt være her, Julie. Hun skulle selv tro på det. Og salen var med hende. Tilbage står spørgsmålene: Tør vi selv tro på, at vi har ret til at være her som vi er, og er vi selv opmærksomme på at respektere andre mennesker, som de nu er?

Medvirkende: Julie Thalund (performer) og Camilla Bang (musiker og performer) Instruktør og dramaturg: Astrid Hansen Holm Instruktør: Petra Wik Koreograf: Gunilla Lind Scenograf og kostumedesigner: Anna Gammelgaard Dramatiker: Julie Thalund Komponist: Camilla Bang Produceret af Performancekollektivet Ruby Gamache

Fotos: Performancekollektivet Ruby Gamache

Forestillingen TYK kan på Sjælland ses på Trommen i Hørsholm d. 10.5.2023