Socialtilsyn Hovedstadens seneste tilsynsrapport om Undløse Skole-Behandlingshjem er ikke rar læsning – i den kan man læse om voldsomme magtanvendelser, forrårelse af personalet, manglende omsorg og nedslidte rammer.
Undløse Skole- og Behandlingshjem er et kommunalt dag- og døgntilbud med egen skole. Det er godkendt til behandling af børn og unge fra 6-16 år samt 17-23 år i efterværn. Stedet er for udsatte børn og unge med betydelige sociale, emotionelle og/eller kognitive udfordringer. De visiterede børn og unge kommer fra Holbæk Kommune og en række andre kommuner.
Den 13. april kom den seneste rapport fra Socialtilsyn Hovedstaden og den førte til at Undløse Skole-Behandlingshjem blev godkendt, men med skærpet tilsyn og påbud.
Manglende omsorg og forrårelse i medarbejdergruppen
Af Socialtilsynets rapport kan man bl.a. læse: “Socialtilsynet har en alvorlig bekymring omkring mangel på medarbejderkompetencer, både i form af indsigt i målgruppen samt mangel af de mere relationelle kompetencer, samt tilstedeværelse overfor børnene. Socialtilsynet er for nuværende bekymret for mangel på omsorg, nærvær, hverdagsliv samt det fornødne børnesyn, og en bekymring for begyndende forråelse i medarbejdergruppen. Socialtilsynets bekymring tager udgangspunkt i, at medarbejderne på den ene side ikke kan redegøre for indsatsen på Undløse, og på den anden side, at vi observerer ustruktureret og ikke nærværende samvær med børnene.”
Voldsomme magtanvendelser
Om magtanvendelser skriver tilsynet bl.a.: “[der er] eksempler på magtanvendelser, som ikke er indberettet, ligesom der ved det aktuelle tilsyn konstateres en meget voldsom magtanvendelse, som resulterer i, at en medarbejder anmelder en ung til politiet. Socialtilsynet vurderer, at enkelte af de fremsendte magtanvendelsesindberetninger beskriver voldsomme situationer, både for det involverede barn og medarbejdere. Socialtilsynet er bekymret i forhold til at der ses så stor voldsomhed, hvilket vurderes af betydning for det relationelle arbejde og børnene og de unges trivsel og tryghed. Endvidere vurderer socialtilsynet, at medarbejderne ikke har tilstrækkelig viden om magtanvendelser, idet der er divergerende udtalelser fra medarbejderne om, hvor ofte magtanvendelser foretages. Det underbygger socialtilsynets vurdering af, at medarbejderne ikke kan identificere, hvornår der er tale om magtanvendelser, og det skærper vores opmærksomhed på, om der er flere magtanvendelser, som ikke er blevet indberettet.”
og “Socialtilsynet vurderer, at forholdene er udtryk for kvalitetsmangler i tilbuddet og manglende viden hos både medarbejdere og ledelse.”
“Socialtilsynet er bekymret for, om ledelsen er i stand til at iværksætte den nødvendige kulturændring i medarbejdergruppen, så indsatsen i tilbuddet kommer til at afspejle et trygt og omsorgsfuldt børnemiljø. Derudover er socialtilsynet alvorligt bekymret for, om der fra driftsherrers side, inden for rimelig tid, kan afsættes de nødvendige midler til genopretningen af tilbuddet, som både omfatter opkvalificering af medarbejdere, opnormering af medarbejdere og ombygning af de fysiske rammer.”
Nedslidt og utidssvarende
Om de fysiske rammer – bygningerne – på stedet skriver socialtilsynet:
“Baseret på observationer og udsagn over de seneste to tilsynsbesøg, vurderer socialtilsynet, at de fysiske rammer i tilbuddet fremstår nedslidte, utidssvarende og ikke understøtter et omsorgsfuldt og trygt børnemiljø. De fysiske rammer udgør en central del af et tilbud, både som ramme om børnenes/de unges liv og som ramme om den indsats, der finder sted. Det er derfor væsentligt, at tilbuddets omgivelser, indretning, faciliteter og stand understøtter målgruppens behov og formålet med indsatsen, herunder at de fysiske rammer inde og ude tilgodeser børn og unges trivsel og tryghed samt ret til privatliv.”
Personalet mere optaget af hinanden end børnene
Det fremgår af rapporten, at socialtilsynet har givet udtryk for en bekymring for “at der blandt medarbejderne er en kultur hvor man som medarbejdere er mere optaget af hinanden end af børnene og dette vurderes at tendere til forråelse, som vurderes afgørende i forhold til børn og unges oplevelse af at blive hørt, respekteret og anerkendt”
Socialtilsynet udtrykker også bekymring for stor personalegennemstrøming, der er væsentligt over gennemsnittet.
Skærpet tilsyn og påbud
Socialtilsynet har som følge af rapporten givet et skærpet tilsyn og påbud indenfor områderne kvalitet og kompetencer, Magtanvendelse og Fysiske rammer. Det handler handler om, at alle medarbejdere skal beside de nødvendige kompetencer og en fælles faglig indsats i medarbejdergruppen med børnenes/de unges omsorg og tryghed i fokus. At der skal ske en opkvalificering af ledelsens og medarbejdernes viden om reglerne for magtanvendelse på et opholdssted og i den daglige pædagogiske praksis hos medarbejderne. Og så er der behov for en gennemgribende renovering og ombygning af de fysiske rammer, der er utidssvarende og ikke understøtter et omsorgsfuldt og trygt børnemiljø.
Det fremgår af rapporten, at tidligere iværksatte tiltag, der skulle rette op på nogle af de forhold, der er beskrevet i tilsynsrapporten ikke har været nok.
Dokumenation: Socialtilsyn Hovedstadens tilsynsrapport 13.04.2023