En 48-årig kvindelig bilist slap tirsdag morgen uskadt fra et sammenstød med en traktor med påhængsvogn.
Uheldet skete kort efter klokken fem i krydset Omfartsvejen/Springsstrupvej i Holbæk, da den 48-årig kvinde, som er fra Holbæk, i en Seat Leon personbil kørte ad Springstrupvej mod syd frem mod Omfartsvejen, hvor hun skulle svinge til venstre.
Ad Omfartsvejen mod nordvest kørte traktoren med en 40-årig mand fra Frederikssund bag rattet. Bilisten overså traktoren og kørte frem i krydset med lav fart.
Traktorføreren forsøgte at undvige, men ramte bilisten i siden, så bilen fik store skader. Den ene påhængsvogn væltede i forbindelse med uheldet, så vognens last – 12 tons kartofler – væltede ud på kørebanen.
Politi og redning blev tilkaldt og den 48-årige kvindelige bilist blev med ambulance kørt til tjek på sygehuset. Hun var ifølge politiet, sluppet uskadt fra sammenstødet. Heller ikke den 40-årige mandlige traktorfører var kommet noget til ved uheldet. Han fik tilgengæld travle med at samle de mange kartofler op fra vejen.
I forbindelse med arbejdet på stedet var vejen spærret helt frem til kl. 09.23, hvor der var ryddet op.
Politiet oplyser, at man har optaget rapport om vigepligtsuheldet.