19. april 2024

Arkivfoto: Holbaekonline.dk

En politipatrulje var lørdag aften omkring kl. 21.40 på og ved Holbæk Station i et tryghedsskabende tilsyn. Og i den forbindelse blev en ung mand fundet i besiddelse af ulovlige ting.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

På en af perronerne fik politiet kontakt til en 22-årig mand fra Svebølle, som viste sig, at være i besiddelse af knap fire gram hash og en peberspray. Hash og peberspray blev beslaglagt som beviser i forbindelse med sigtelser mod ham for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven.

En 27-årig mand, som opholdt sig sammen med den 22-årige på stationen, blev ikke sigtet for at besidde noget ulovligt.