19. april 2024

Grafik: Sanalinsan/Rolf Larsen

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

SF: Nej til at afskaffe Store Bededag

Nej, siger vi i SF. Nej til at afskaffe Store Bededag som helligdag. Nej til at tvinge folk til at arbejde flere dage, så at de mest velhavende kan få lavere skatter. Nej til en omvendt Robin Hood.

I SF stemte vi i tirsdags nej til at afskaffe Store Bededag. Det var desværre ikke nok, for flertallet ville det andet. I SF forstår vi ikke, hvorfor Regeringen mener, at det vil gøre vores samfund bedre, hvis vi fjerner en fridag. Det betyder blot, at de, der i forvejen arbejder hårdest, mister en velfortjent pause. Regeringen har det som argument, at der mangler penge, og at de kan findes ved at afskaffe helligdagen. Sandheden er den, at regnestykket ville gå op, hvis Regeringen trak deres planer om topskattelettelser tilbage. Afskaffelsen af en helligdag skal ikke finansiere topskattelettelser, for på den måde ender det med en omvendt Robin Hood: Dem, der har mindst betaler til dem, der har mest. Det mener vi i SF er helt forkert, og derfor stemte vi nej.

Jacob Mark
Folketingsmedlem for SF.