7. oktober 2024

Foto: Rolf Larsen.

Personalet på McDonald’s på Valdemar Sejrsvej i Holbæk slog onsdag aften alarm til politiet fordi en medarbejder var blevet overfaldet med slag og spark af en kunde.

Politiet modtog alarmen klokken 22.46 og kørte til stedet, hvor det blev klarlagt, at den 19-årige medarbejder havde tilbageholdt noget mand, som en mand havde bestilt via selvbetjeningen og til betaling ved udlevering af maden.

Da medarbejderen kunne genkende manden, som tidligere havde haft besvær med at betale for bestilt mand, tilbageholdt medarbejderen maden og forlangte at få betalingen inden udleveringen.

Det fik manden til at blive voldelig, idet han overfaldt medarbejderen med slag og spark, inden han flygtede fra stedet.

Politiet ledte efter manden og fandt kort efter på Holbæk togstation den mistænkte, der blev identificeret som en ædru, 36-årig mand uden fast bopæl.

Den 36-årige blev anholdt og sigtet for vold, og efter en afhøring til sagen på Holbæk politistation valgte politiet efter en nøjere vurdering af sagen at løslade manden. Han kan dog forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når voldssagen skal afgøres i retten.