Kort efter midnat natten til lørdag bad dørmændende på et diskotek i Nygade i Holbæk om assistance fra politiet, fordi en påvirket gæst optrådte truende overfor bl.a. en dørmand.
Politiet kom til stedet og fik kontakt til en påvirket, 22-årig mand fra Holbæk, som også optrådte aggressivt over for politiet. Han blev derfor sigtet for både overtrædelse af restaurationsloven og ordensbekendtgørelsen med baggrund i adfærden både inden- og udendørs.
Den 22-årige blev anholdt så han kunne anbringes i detentionen til afrusning, men han fik pludselig et ildebefindende, så politiet måtte give ham førstehjælp. En ambulance blev tilkaldt og i den blev han kørt til undersøgelse og behandling på skadestuen.
Den 22-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne, ligesom han må indstille sig på at finde andre steder at gå i byen de næste to år, idet han har fået et forbud mod at være gæst på diskoteket de næste to år.