En 42-årig bilist fra Holbæk var onsdag morgen involveret i et færdselsuheld ved Rye i Hornsherred.
Uheldet skete kort før klokken otte i krydset med Torkilstrupvej og Munkholmvej.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport var en 24-årig mand fra Brabrand kørt ad Torkilstrupvej i nordlig retning i en personbil og fortsat frem over vigelinjen ved Munkholmvej, hvor han ramte højre side på en personbil, som den 42-årige mand fra Holbæk førte ad Munkholmvej i østlig retning.
Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet, og ingen af de to parter kom til skade.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at undersøge omstændighederne nærmere ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt, skriver politiet i døgnrapporten.