Holbæk B&I spillede sig lørdag videre til muligheden for en plads i 3. division.
Siden sæsonstarten tilbage i august har Holbæk vist, at man kunne spille med om en af de eftertragtede pladser i oprykningsspillet.
Lørdag var det så sidste kamp i grundspillet. Inden var Holbæk på puljens tredjeplads og kunne med en sejr over Karslunde IF, der lå nr. 2 i puljen, sikre sig plads i oprykningsspillet.
Kampen blev ikke noget målorgie, men der blev arbejdet for muligheden. Holbæk havde således et par gode muligheder i både første og anden halvleg. Kampens eneste scoring kom i 73. minut, da Holbæk blev tildelt straffespark, som Jannik Skov Hansen sendte i Karlslundes mål.
Med sejren fik Holbæk tre point, og det sendte holdet op på puljens førsteplads, forbi både Karlslunde og Brønshøj (Holbæks score er bedre end Brønshøj, der ender på 2. pladsen i puljen). 1. pladsen betyder, at Holbæk får 3 point med over i oprykningsspillet, mens nr. 2 ikke får nogen point med over.