21. november 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Godt brølt, løve!

Jacob Ellemann har på Venstres Landsmøde i weekenden, igen vist sig som det store dyr på Savannen. På Landsmødet forklarede han sobert og nøgternt hvilke overvejelser han – efter valget – har gjort sig for Danmark og Venstre. Han har løbende været i kontakt med den fungerende statsminister og de har sammen afstemt de muligheder, der kunne være for et eventuelt samarbejde, hen over den politiske midte.

Regeringssamarbejde eller ej, men dog vigtigst af alt, hvad tjener til danskernes bedste. Hvordan sikres et fornuftigt samarbejde og hvordan sikres en økonomisk stabilitet, men også hvilke reformer og klima og energipolitiske tiltag vil partierne kunne enes om. Bare for at nævne nogle af de væsentligste emner, et samarbejde skal kunne bære.

En flertalsregering vil være at foretrække. S og V kan ikke mønstre et flertal alene. En god balance kunne være at inddrage SF og Liberal Alliance i et fremtidigt regeringssamarbejde. Der skal sluges nogle kameler – javel, men politik handler om at række mod hinanden og forstå de nødvendige sammenhænge.

Forstandige og ansvarlige partiformænd vil kunne se fornuften i et samarbejde som ikke blot råder hen over midten, men også inddrager partier som repræsenterer fløje, på hver side af den politiske midte. Begge de nævnte partier fik stor og forøget vælgertilslutning ved folketingsvalget. Samtidigt vil både det yderste højre og det yderste venstre blive neutraliseret og deres indflydelse minimeret!

Venstre vil kunne gøre sig fri af den omklamrende småborgerlighed, som de nye populistiske partier repræsenterer, men også det samarbejde med de øvrige blå partier, som – til tider – har martret Venstre gennem alt for mange år. Venstre vil igen med Jacob Ellemann ved roret, kunne fremstå som det socialliberale parti, det blev stiftet som. Det er vi mange Venstre-folk som tror og håber på. Skal det lykkedes er forberedelse vigtigt. Ta` den tid der skal til, der er nok af den!

Bjarne Kongsted
4520 Svinninge
Venstre-medlem i mere end 50 år.