To mænd meldte sig søndag hos politiet – men det viste sig ikke at være de to mænd, som politiet søger som vidner til drabet på en gravid 37-årig kvinde torsdag aften.
Politiet havde i et forsøg på at få vidnerne til at melde sig, lovet frit lejde i forhold til eventuelle planer om indbrud, da politiet mente, at de efterlyste vidner måske var indbrudstyve.
Sidst på eftermiddagen kontaktede to mænd politiet og de er nu blevet afhørt. Efter afhøringen står det klart, at de to mænd ikke var de to mænd, som politiet leder efter som vidner til drabet.
-De to har noget overraskende erkendt, at de også har været ude på gerningsaftenen, men det er med sikkerhed ikke dem, vi har ledt efter. Afhøringen af dem har altså vist, at de ikke har set drabet og derfor ikke er interessante for politiet, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.
Dermed efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi fortsat de to mænd, som var på gerningsstedet, da kvinden blev dræbt på Samsøvej kl 23.10.
-Vi ved, at der har været to mænd, som så drabet sket. Og vi er ret sikre på, at de var i området for at begå indbrud. Vi appellerer fortsat til dem om at henvende sig. De skal ikke være bekymrede for, om vi kommer til at spørge ind til deres eventuelle indbrudsplaner, siger Kim Løvkvist.
Politiet har gjort flere fund i området, som peger i retning af, at de to mænd havde planlagt at begå indbrud. Hvis ikke mændene selv henvender sig, så skal de kriminaltekniske undersøgelser vise, hvem de to mænd er.
-Vi er ret sikre på, at vi nok skal finde frem til dem. Men det vil hjælpe vores efterforskning betydeligt, hvis de henvender sig selv, siger Kim Løvkvist.