Husk at stemme – det er budskabet i en SMS, som Holbæk Kommune sender til kommunens borgere op til Folketingsvalget på tirsdag.
I SMS’en hedder det bl.a.: “Kære vælger. Hvis du er stemmeberettiget, så husk at stemme tirsdag d. 1. november. For dit kryds tæller!”
For at stemme skal man have valgret, dvs. man skal være dansk statsborger, fyldt 18 år, have fast bopæl i Danmark og ikke umyndiggjort.
De fleste har nok allerede modtaget deres valgkort, hvor der står hvilket valgsted man skal stemme ved. Men skulle man mod forventning ikke have fået et, så kan man stadig få lov til at sætte sit kryds, hvis man møder frem på valgstedet og har medbragt legitimation, som f.eks. kørekort, pas eller sundhedskort. Man kan finde sit valgsted på kommunens hjemmesides oversigt over afstemningssteder.