Energikrise og højere el-priser til trods, bliver der alligevel julebelysning i Holbæk by.
Hos Holbæk Byforum har man nøje overvejet for og imod julebelysning i år, og der er mange hensyn at tage til borgerne, børnene og ikke mindst butikkerne.
Især for detailhandlen er julen en af de vigtigste sæsoner på året. Her betyder god, gammeldags julehygge meget.
-Vi befinder os i øjeblikket i den perfekte storm med svigtende købelyst hos forbrugerne, samtidig med at virksomhedernes energiomkostninger er stigende. Det betyder, at mange er udfordret på deres indtjening, udtaler Jan Vestergård, Chef for Holbæk Byforum.
Hos Holbæk Byforum er man kommet frem til en løsning, som både vil evne, at tilgodese butikker, caféer og handlende, der i julelysets skær vil kunne glemme krisen blot et stykke tid, mens julehyggen spreder sig i Holbæks gader og stræder.
Julelysene blev for flere år siden udskiftet til LED-belysning med lavt strømforbrug og sidste år var det samlede strømforbrug for julebelysningen på ca. 3.900 KHW. Da var lysene tændt i ca. 18 timer i døgnet. Som sparetiltag, har man i år valgt, at reducere tændingstiden betragteligt. Julelysene vil således kun være tændt i syv timer dagligt, fra. 15.00 til 22.00 i perioden 18. november til 31. december. Dermed er der planlagt et væsentligt mindre el-forbrug.
Julelysene i bymidte bliver tændt fredag d. 18. november, samtidig med, at det store juletræ i Ahlgade bliver tændt.