Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Korsbæks kamp mod grøn omstilling
Med et flertal på 25 – heraf socialdemokraternes 19 – har Holbæk kommunes kommunalbestyrelse åbenbart besluttet at starte kampen mod klimaomstilling i Holbæk kommune.
Det skete, da kommunalbestyrelsen på sit møde den 24.8. vedtog, at elbiler kun må lade ved kommunens langsomme ladestandere i max. 2 timer i dagtimerne.
Det skete med to argumenter, nemlig at det er rigeligt at kunne køre hjem til Jyderup fra Korsbæk, undskyld Holbæk, og at det ikke er muligt for kommunens parkeringsvagter at se forskel på to farver eller at aflæse en ladestander, der står på nul.
Den kommunale administration havde i sin indstilling suppleret med en oplysning om, at Trafikstyrelsen med skarpsind definerer en elbil under opladning med, at der stikker et kabel ud af den!
Der havde intet været til hinder for, at Holbæk Kommunes administration havde kunnet oplyse kulturudvalgets og kommunalbestyrelsens medlemmer om, at alle elbiler lyser skriggrønt eller skrigblåt under opladning og enten er slukket eller lyser hvidt, når opladningen er slut. Samt at det er muligt at optræne parkeringsvagterne til at skelne grønt/blåt fra hvidt og at kunne aflæse et rundt nul på ladestanderens display.
Ud over at kommunen således fremtidigt bekæmper sin egen grønne omstilling ved at ødelægge vilkårene for elbilister for kommunens eksisterende elbilejere, så hilser kommunen også naive tilflyttere fra København, som vi bryster os at få i tusindvis, velkommen med et forbud mod at bruge deres elbil fornuftigt.
De kommer fra en by, hvor der ikke er to timers restriktioner, og hvor der tværtimod er fri parkering for elbiler!
Bevares – det er enhver kommunaldirektørs (og for den sags skyld enhver departementschefs) vigtigste opgave at sikre, at der kun træffes lovlige beslutninger.
Men det behøver jo ikke at forhindre, at der træffes lovlige beslutninger, der også er fornuftige.
Bent Brandt
Holbæk