Kort efter klokken 14 mandag rykkede politi og ambulance ud til et færdselsuheld på Dampmøllevej, hvor en knallertkører var væltet.
Det viste sig, at en 15-årig ung mand fra Holbæk var kørt på en knallert ad Dampmøllevej mod syd, da han i en kurve ud for Kastanievej væltede på grund af grus på vejen. Han ramte ind i en stolpe til et lyssignal og slog sig.
Politiet oplyser, at han blev bragt til undersøgelse på skadestuen, og kunne udskrives uden behandlingskrævende skader.
Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.