En 25-årig mand fra Holbæk blev i løbet af to timer taget to gange i at køre narkokørsel.
Den første gang var klokken 19.53, hvor en politipatrulje standsede den 25-årige i en rutinekontrol, da han kom kørende på Roskildevej i Holbæk i en bil.
En narkometertest viste positiv for hash, så bilsten blev anholdt og fik udtaget en blodprøve.
Den 25-årige er flere gange i år blevet sigtet for narkokørsel og ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var han utilfreds med at være blevet stoppet.
Efter blodprøven blev han løsladst igen.
Men endnu engang havde en sigtelse for narkokørsel ikke fået den 25-årige til at lade bilen stå. Kl. 21.55 mødte den samme politipatrulje igen den 25-årige bag rattet af en bil på Roskildevej.
Igen blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, og måtte igen med en tur på sygehuset for at få udtaget en ny blodprøve. Igen var den unge mand, ifølge politiet, ikke tilfreds med politiets fokus på ham.
Når resultatet af de to blodprøver er klar, vil den 25-årige høre nærmere fra politiet.