Lørdag aften kørte to politipatruljer til Holbæk Station efter anmeldelse om vold.
Det var togpersonalet, der kl. 23.10 anmeldte, at en ældre mand var blevet udsat for vold på stationen, og at gerningsmanden efterfølgende havde sat sig ind i toget
Den forurettede var en spirituspåvirket 69-årig mand fra Kalundborg, som var blevet slået i baghovedet af en mand han ikke kendte. Han var, ifølge politiet, ikke kommet noget alvorligt til, men var faldet om på perronen som følge af slaget.
Politiet fandt den mistænkte voldsmand i toget. Der var tale om en spirituspåvirket 30-årig mand fra Herning, som blev anholdt og sigtet for at have slået den 69-årige i hovedet med et knytnæveslag.
Han blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling, hvor han erkendte voldsepisoden.
Motivet til overfaldet var ifølge den sigtede, at han havde følt sig voldsomt provokeret af den 69-årige.
Den 30-årige blev løsladt senere på aftenen, men vil høre mere fra politiet i sagen.