En 17-årig ung mand forsvandt tirsdag formiddag fra børneafdelingen på Holbæk Sygehus, hvor han var indlagt.
Ifølge politiet var den unge mand indlagt sammen med en pædagog fra den institution, hvor han opholdt sig, i forbindelse med en nødvendig behandling af betydning for hans helbred.
Den 17-årige ønskede umiddelbart ikke at være på sygehuset og så sit snit til at flygte ud ad et vindue. Det sundhedsfaglige personale var bekymret over, at han ikke længere var på sygehuset, så han kunne få den nødvendige og livsvigtige behandling.
Politiet blev orientret og flere patruljer ledte efterden 17-årige, som efter ca. 30 minutter blev fundet i god behold på Holbæk station. Han blev herefter bragt retur til sygehuset til fortsat behandling.