26. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 18-årig kvinde fra Holbæk Kommune anmeldte søndag aften, at hun tidligt om morgenen havde været udsat for en seksuel krænkelse – en krænkelse politiet efterforsker som voldtægt.

Kvinden har fortalt plitiet, at hun omkring kl. 05.00 efter en bytur havde forladt en beværtning i Kordilgade i Kalundborg. Herefter var hun blevet udsat for en seksuel krænkelse af en mand på en ukendt sted i området omkring Kordilgade og på et ukendt tidspunkt, inden et ægtepar kl. ca. 08.15 fandt kvinden på en bænk i Kordilgade.

Kvindens pårørende hentede hende på stedet, og senere anmeldte hun episoden til politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at sagen efterforskes som en anmeldelse om voldtægt og den unge kvinde er blevet undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb.

Både søndag aften og mandag har politiet undersøgt Kordilgade efter eventuelle spor de steder, hvor offeret har opholdt sig. Det er bl.a. sket ved hjælp af hunde.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der måtte have set den unge kvinde eventuelt i selskab med en mand i Kordilgade eller området deromkring tidligt søndag morgen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.