En anmeldelse søndag aften om, at en mand i en bil på en parkeringsplads i Mørkøv muligvis var for påvirket af alkohol til at køre bil, fik politiet til at sende en patrulje til stedet.
Patruljen ledte efter bilen, men fandt den ikke. I stedet fandt de en mand på et stisystem, som passede på beskrivelsen som oplyst i anmeldelsen.
Der var tale om en 26-årig mand uden fast bopæl, som var lettere påvirket af alkohol og måske også af euforiserende stoffer, så politiet undersøgte ham nærmere og fandt ham i besiddelse af 144 gram amfetamin.
Den 26-årige blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse til andre.
Amfetaminen blev beslaglagt som bevis i sagen.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man efter nøje vurdering valgte at løslade den 26-årige, og ikke fremstille ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Han er fortsat sigtet i sagen og vil på et senere tidspunkt blive indkaldt til retten, når sagen mod ham skal afgøres.