16. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

Mandag eftermiddag ved 13.30-tiden modtog politiet en anmeldelse fra et vidne, der havde set en bilist påkøre en jernbanebom, som var nede, på Bakkerupvej i Knabstrup.

Bilisten havde fortsat sin kørsel i sydlig retning uden at standse, men vidnet havde aflæst bilens nummerplade gav nu oplysningerne videre til politiet.

En politipatrulje blev sendt til stedet og ledte efter bilen i Mørkøv-området. Det lykkedes da også at finde bilen, for den kom kørende med en helt krakeleret frontrude og mindre lakskader som følge af påkørslen af jernbanebommen.

Bilen blev standset og bag rattet sad en 66-årig mand fra Mørkøv, som blev bedt om at puste i alkometret. Da den viste en promille langt højere end tilladt, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve.

Den 66-årige var kørende i sin egen bil, som politiet efterfølgende beslaglagde ud fra reglerne om vanvidskørsel, der betyder, at hvis promillen er 2,0 eller højere, er der tale om vanvidskørsel. Beslaglæggelse af bilen var den 66-årige ikke enig i, så Retten i Holbæk skal nu afgøre om det er i orden, at beslaglægge bilen.