22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Formand for bestyrelsen i Fonden Holbæk Sportsby, Morten C. Henriksen, udtræder af bestyrelsen med virkning fra 1. september.

Det meddeler Holbæk Sportsby i en pressemeddelelse.

Morten C. Henriksen har været med fra starten omkring sportsbyen, som hoved entreprenør på sportsbyen.

I pressemeddelelsen hedder det “Bestyrelsen i Fonden benytter lejligheden til at sige Morten en stor og velfortjent tak for hans indsats. Og tillige tak for et fantastisk godt samarbejde. Som de fleste véd, har der været bump undervejs i forløbet, og her er Morten gået foran, når problemfyldte udfordringer skulle løses.”

Morten C. Henriksen kalder det for en “stor oplevelse”:

-Det er det rigtige tidspunkt, at jeg træder ud af bestyrelsen. Jeg har været i bestyrelsen, siden Fonden blev etableret, og jeg har deltaget aktivt i planlægningen og opførelsen af Holbæk Sportsby, og det har været en stor oplevelse og spændende opgave. Jeg ser med stor tilfredshed på, hvordan Sportsbyen har udviklet sig til det store og nyskabende ”idræts-univers”, vi alle håbede på. Nu skal der nye kræfter til, som kan sætte sig i spidsen for en videreudvikling af Holbæk Sportsby.

Direktør: En af de bærende kræfter

Direktør Carsten Damgaard udtaler i pressemeddelelsen:

-Morten har været en af de bærende kræfter hele vejen igennem – før, under og efter byggeriet af Sportsbyen, og det har hele tiden været planen, at Morten skulle frigøres fra den til tider ret store arbejdsbyrde, der har hvilet på hans skuldre i bestyrelsesregi, og fratrædelsen sker derfor helt som ønsket og som aftalt i bestyrelsen.

Processen med at sammensætte en ny bestyrelse og udpege en ny formand for Fonden Holbæk Sportsby er allerede i gang, oplyser fonden.

Læs også: Holbæk Sportsby: Underskud og negativ egenkapital