25. april 2024

Foto: Michael Johannessen.

Det var tilsyneladende uenighed om en kvinde, der lørdag aften endte i slagsmål for to mænd på Bjergmarken i Holbæk.

Det var uenighed om en kvinde, der lørdag aften endte i slagsmål for to mænd på Bjergmarken i Holbæk.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man kl. 20.17 via 1-1-2 fik en melding om, at to mænd havde været i slagsmål med hinanden og at den ene af dem befandt sig på skadestuen.

Politiet kørte til skadestuen og fik her kontakt til en 44-årig mand fra Holbæk, som blev behandlet for lettere kvæstelser efter slagsmålet.

Den anden part i slagsmålet blev identificeret som en 39-årig mand fra Svinninge og ham fik politiet også kontakt til, hvorefter han også kom til skadestuen for at blive behandlet for sine kvæstelser fra slagsmålet.

Uenighed om kvinde

Politiet fik klarlagt, at de to mænd var røget i slagsmål på grund af uenighed om en kvinde, og i forbindelse med slagsmålet havde de to parter hver især slået på hinanden med diverse slagredskaber, så de var kommet lettere til skade.

Politiet rykkede ud til Bjergmarken og afspærrede i flere timer store dele af boligområdet, så flere beboere ikke kunne komme ud af deres lejligheder, ligesom det heller ikke var muligt at køre ind til eller ud fra store dele af boligområdet.

Ved efterfølgende ransagninger på de steder, hvor de to parter havde haft adgang, fandt politiet en jernstang og et bat, som blev beslaglagt som bevis i sagen i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne om grov vold i straffeloven.

Sigtet for grov vold

Da de begge var blevet behandlet på skadestuen blev de anholdt og sigtet for grov vold ved brug af slagvåben mod hinanden.

Begge blev løsladt næste formiddag, da de var blevet afhørt til sagen. Det blev vurderet, at der ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på eventuel varetægtsfængsling af nogen af parterne.

De kan nu begge forvente at høre nærmere fra politiet, når retten skal tage stilling til straffesagerne mod dem.

Læs også: Politiaktion i Bjergmarken.